Specialiseret fysioterapi ved kræft i underlivet

Hos Vivo Fysioterapi har vi flere års erfaring med at behandle de gener, der kan opstå i forbindelse med behandling af kræft i underlivet.

På denne side kan du læse om de gener, man kan få efter behandling for kræft i underlivet, hvad vi, i Vivo Fysioterapi kan gøre ved det og hvad du selv kan gøre. Behandlingen af kræft i underlivet afhænger af, hvilken type kræft der er tale om og hvilket stadie den er i. Kræft i underlivet kan være: Livmoderkræft, livmoderhalskræft, æggestokkræft, vulvakræft eller kræft i skeden. Behandlingen kan både bestå af operation med eller uden fjernelse af lymfeknuder, kemoterapi og strålebehandling.

I de følgende afsnit kan du blive klogere på nogle af de senfølger, vi ofte ser hos vores klienter.

  • Arvæv

  • Stråleskader

  • Lymfødem i ben og/ eller kønsdele

  • Tørre slimhinder

  • Nervesmerter

  • Inkontinens

  • Nedsat seksuel aktivitet / udfordringer i seksuallivet

Vivo Fysioterapi, Senfølger efter kræft i underlivet, ivmoderhalskræft senfølger, arvæv, lymfødem
 
 

Gener i forbindelse med operation

I forbindelse med en operation danner kroppen arvæv. Arvæv kan give gener i form af stramhed, nedsat bevægelighed og smerter lokalt i området, hvor operationen har fundet sted. Desuden er det ikke ualmindeligt, at der kan opstå rygsmerter, da arvævet fra operationen kan trække i strukturerne helt om i ryggen. Efter en operation for kræft i underlivet kan man både have indvendigt og udvendigt arvæv. Da kirurgerne i dag er så dygtige, vil det udvendige arvæv typisk ikke fylde så meget og i mange tilfælde se pænt ud. Det er dog vigtigt at huske på, at det arvæv der er efterladt indvendigt typisk fylder mere og giver større gener. Disse gener kan være smerter på grund af nedsat bevægelighed af området. Derudover vil gennemstrømningen af lymfevæske også være påvirket i negativ retning og øge risikoen for udvikling af lymfødem.

Arvæv er et meget sejt og hårdt væv, som har tendens til altid at trække sig sammen. Derfor er det essentielt for graden af gener, at man får behandlet sit arvæv både manuelt og ved aktiv bevægelse. Det er aldrig for sent at arbejde med arvæv, og man kan gøre meget selv. For at opnå et så smidigt arvæv som muligt er det vigtigt at starte tidligt med at behandle det. Vi kan hjælpe dig med dette samt instruere dig i, hvordan du bedst behandler dit arvæv selv. Vi arbejder med specialiserede manuelle teknikker samt apparaterne Deep Oscillation og Lympha Touch.

Ved en operation kan der også ske en påvirkning af nervevævet i området. Under operationen bliver nogle nervebaner skåret over, og dette kan forårsage nervesmerter og/eller følelsesløshed. Forskning viser, at det er vigtigt at få afhjulpet nervesmerter indenfor 6 mdr., ellers kan smerterne blive kroniske. Derudover kan man have områder, der er følelsesløse efter operationen. Der kan gå lang tid, før følelsen kommer tilbage, da det er en meget langsommelig proces for nervevæv at hele. Nogle vil opleve, at følesansen i et område aldrig bliver den samme igen.

kræft i underlivet, ivmoderhalskræft senfølger, arvæv, lymfødem.jpg
 
 

Stråleskader

For mange er strålebehandling en del af kræftbehandlingen. Nogle vil få strålebehandling udvendigt, og andre vil få indvendigt. Det er meget individuelt, hvordan strålebehandlingen påvirker en. De fleste vil i løbet af strålebehandlingen opleve, at huden eller slimhinderne bliver forbrændte i større eller mindre grad. Nogle oplever, at vævet sprækker og bliver til sår. Det er vigtigt med god pleje af huden i den periode. Spørg evt. personalet i stråleterapien om råd til dette. Mange oplever også, at de bliver meget trætte under forløbet.

Strålebehandlingen ødelægger cellerne i området, og det giver permanente skader i vævet i form af strålefibrose. Strålefibrose er som mikroarvæv, det vil sige, at vævet mister sin elasticitet og bliver mere stift og hårdt. Vævet i det bestrålede område bliver aldrig det samme igen. Huden og slimhinderne er typisk tyndere og mere sarte efterfølgende.

Når man er færdig med strålebehandlingen, oplever man typisk en forværring i huden eller slimhinderne i ca. 14 dage efter, hvorefter helingen begynder. Dog har strålerne stadig en effekt i vævet op til flere år efter endt behandling.

En anden væsentlig bivirkning af strålebehandling er, at gennemstrømningen i vævet er betydelig nedsat. Det kan betyde, at lymfevæsken kan have svært ved at passere netop det bestrålede område. Dette har stor betydning ift. forebyggelse og behandling af lymfødem. Derudover betyder det, at der er dårligere heling i det bestrålede område.

Vi kan hjælpe med at forebygge og behandle generne efter stråleskader. Det er derfor vigtigt, at komme så tidligt som muligt også gerne før strålebehandlingen starter. Vi har god erfaring med specialiserede manuelle teknikker samt Deep Oscillation, som har god effekt på stråleskader. 

Deep Oscillation, behandling med deep oscillation, lymfødembehandling, arvævsbehandling, Vivo Fysioterapi

Hvis man har fået indvendig strålebehandling vil mange opleve, at skedevæggene kan klistre sammen og forkorte skedens længde. Dette er vigtigt at få behandlet, så slimhinderne og muskulaturen indvendigt i skeden ikke tager for stor skade. Der er også mange ting, du selv kan gøre ved denne problematik. Derudover kan strålebehandlingen også skabe tarm- og blæreproblemer.

Det er dog aldrig for sent at starte behandling af stråleskader, og du er altid velkommen til at kontakte os for vejledning.

Lymfødem

Ved behandling af kræft i underlivet får mange fjernet eller bestrålet lymfeknuder i bækkenet. Dette vil skade og eventuelt ændre, hvordan ens lymfesystem fungerer. Lymfesystemet er en del af immunforsvaret, som renser væske for affaldsstoffer og transporterer væske tilbage til blodbanen. Hvis lymfesystemet ikke fungerer optimalt, kan der opstå hævelse (lymfødem), i de områder hvor lymfesystemets funktion er nedsat. Det kan være, du ikke er diagnosticeret med lymfødem, men selv er i tvivl, om du har et lymfødem. Symptomer på lymfødem kan være synlig hævelse af kønsben, kønslæber, på siden af hofterne, lårene og/eller benene. Lymfødem kan vise sig i et eller flere af områderne, der er nævnt ovenfor. Andre symptomer på lymfødem kan være nedsat bevægelighed, tyngdefornemmelse eller spændthed/være udspilet i huden. Læs meget mere om lymfødem ved at klikke på knappen nedenfor.

 
 

Inkontinens

Inkontinens er også en hyppig gene blandt kvinder, der er behandlet for underlivskræft. Det kan både skyldes operation og strålebehandling. Påvirkningen kan både være af bækkenbundsmuskulaturen men også være af selve blæren og tarmene, i sær hvis du har fået strålebehandling. Hos mange kvinder er inkontinens tabubelagt, og derfor hører vi ofte at klienter går rundt med opfattelsen af, at de har en slap bækkenbund, og det er derfor, at de er inkontinente. Men det er ikke altid sandheden. I mange tilfælde handler det om at genskabe aktiveringen af området og ikke nødvendigvis styrken.    

Hos Vivo Fysioterapi er vores fysioterapeut Line Willeberg uddannet indenfor Gyn Obs. fysioterapi, og har kompetencerne til at hjælpe med undersøgelse, behandling og vejledning hvis du lider af inkontinens eller f.eks er i tvivl om hvilke øvelser du kan lave for at skabe de bedste forhold for din bækkenbund.

Seksualitet

På grund af de mange fysiske og psykiske gener som behandling af kræft i underlivet kan give, er det helt naturligt, at ens seksuelle aktivitet forandrer sig. Mange føler manglende lyst og er bange for, at det kan være ubehageligt og smertefuldt. Det er vigtigt, at man bliver fortrolig med området, hvor man oplever gener, så det ikke er forbundet med noget dårligt. Vi kan hjælpe dig med at få sat ord på, og få behandlet nogle af de fysiske gener som evt. begrænser dig. Vi kan også anbefale dig at kontakte Props & Pearls der har meget erfaring med at hjælpe kvinder og par med deres seksualliv efter underlivskræft bla. med produkter til bækkenbund, slimhinder mm.

Kom til konsultation hos Vivo Fysioterapi inden operationen

Hvis du kommer inden din operation, vil vi give dig gode råd og vejledning til hvad du kan gøre for at forebygge senfølger. Derudover samler vi dine data fra før kræftbehandlingens start, såsom vurdering af et evt. lymfødem, bevægelighed og måling af ben.

Vi benytter et evidensbaseret måleapparat, der hedder Sozo. Sozo apparatet kan måle, om du har lymfødem. Klik her for at læse mere om Sozo.

På denne måde har vi et udgangspunkt, inden kræftbehandlingen starter. For eksempel kan et lymfødem lettere opdages i den tidlige fase, hvis vi har måledata fra før kræftbehandlingens start. På den måde har vi bedre forudsætninger for at følge udviklingen samt hurtigt igangsætte relevant behandling.

Mere info

For at få mere viden, vil vi meget gerne tale med dig og undersøge om du har lymfødem eller andre problematikker, vi kan hjælpe dig med. Du er velkommen til at ringe eller skrive til os for at få svar på nogle spørgsmål vedrørende følger efter den kræftbehandling du skal i gang med, er i gang med eller har fået.

 

Hvis du har været igennem et behandlingsforløb med kræft i underlivet, vil vi desuden anbefale dig at kigge forbi sundhedsloungen

Props & Pearls

der har mange års erfaring med produkter der kan hjælpe dig mht gener relateret til slimhinder, inkontinens, seksualitet mm.