Senfølger efter underlivskræft
Behandling af kræft i underlivet kan både bestå af operation med eller uden fjernelse af lymfeknuder, kemoterapi og strålebehandling. Behandlingen afhænger af, hvilken type kræft der er tale om og hvilket stadie den er i.
Kræft i underlivet dækker over flere diagnoser
Livmoderhalskræft, Kræft i livmoderen, Æggestokkræft, Vulvakræft og Kræft i skeden
I dette blogindlæg vil vi komme ind på nogle af de senfølger vi ser hos vores klienter i klinikken, der har gennemgået et behandlingsforløb for kræft i underlivet, samt hvad der kan gøres ved det.
Almindelige gener efter behandling for kræft i underlivet:
Stramt arvæv der kan være smertefuldt.
Indvendige og udvendige stråleskader.
Lymfødem - det vil sige hævelsestilstande.
Arvæv efter operation
Efter en operation for kræft i underlivet kan man både have indvendigt og udvendigt arvæv. Arvæv er et meget sejt og hårdt væv og er mindre fleksibelt end andet væv. Dvs. at der typisk er en form for nedsat bevægelighed i det område. Det indvendige arvæv, er det arvæv man ikke kan se med det blotte øje, men som ligger i de lag af væv, som er blevet skåret i, i forbindelse med operationen. Det udvendige arvæv, er de ar man kan se i huden, der hvor man er blevet skåret op.
Da kirurgerne i dag er så dygtige og mange får foretaget en kikkertoperation, vil det udvendige arvæv typisk ikke fylde så meget og i mange tilfælde se pænt ud. Det er dog vigtigt at huske på, at det arvæv der er efterladt indvendigt typisk fylder mere og kan give større gener. Disse gener kan være smerter og nedsat bevægelighed.
Mange underlivsopererede kan f.eks opleve rygsmerter, da arvævet fra forsiden kan trække om i ryggen og give rygproblemer. Dette kan afhjælpes ved, at man behandler arvævet på forsiden. Der kan også være tale om smerter andre steder end i ryggen. Din fysioterapeut kan hjælpe dig med at vurdere om arvæv er med til at give dig smerter andre steder i kroppen.
Stråleskader
Strålebehandlingen ødelægger kræftceller, men det skader også de raske celler i området. Dette giver permanente skader i vævet i form af strålefibrose. Strålefibrose er som mikroarvæv, det vil sige, at vævet mister sin elasticitet og bliver mere stift og hårdt. Vævet i det bestrålede område bliver aldrig det samme igen. Huden og slimhinderne er typisk tyndere og mere sarte efterfølgende. Især hvis man har fået indvendig strålebehandling vil mange opleve, at skedevæggene kan klistre sammen og forkorte skedens længde. Dette er vigtigt at få behandlet, så slimhinderne og muskulaturen indvendigt i skeden ikke tager for stor skade. Der er også mange ting, du selv kan gøre ved denne problematik. Derudover kan strålebehandlingen også skabe tarm- og blæreproblemer.
Ved at behandle det stråleskadede område med blandt andet manuel behandling, samt apparatet Deep oscillation, oplever vi at en del af disse gener kan lindres. Problemer som sarte slimhinder, tørhed og indvendige pladsproblemer i skeden, kan ofte lindres med andre hjælpemidler. Her vil vi henvise til Props and Pearls, som kan give kyndig vejledning og har mange produkter til at afhjælpe disse gener. https://shop.propsandpearls.com/
Lymfødem efter operation og strålebehandling
Ved behandling af kræft i underlivet får mange enten fjernet eller bestrålet lymfeknuder i bækkenet. Dette vil skade og eventuelt ændre, hvordan lymfesystemet fungerer i området. Desværre oplever vi, at mange ikke er klar over at de er i risiko for at udvikle lymfødem, efter behandlingen og derfor heller ikke er obs på tegnene på lymfødem. Det kan derfor være, du ikke er diagnosticeret med lymfødem, men selv er i tvivl, om du har et lymfødem.
Symptomer på lymfødem
Kan være synlig hævelse af kønsben, kønslæber, på siden af hofterne, lårene og/eller benene. Lymfødem kan vise sig i et eller flere af områderne, der er nævnt ovenfor. Andre symptomer på lymfødem kan være nedsat bevægelighed, tyngdefornemmelse eller spændthed/være udspilet i huden. Mere synlige mærker fra tøj og strømper kan være en god idé at holde øje med.
Lymfødem er en kronisk tilstand som kræver livslang behandling. Det er vigtigt at få tilpasset kompressionshjælpemidler som sørger for at holde hævelsen nede. Derudover er manuel lymfedrænage og behandling af arvævet effektivt til at både hjælpe væsken væk fra områderne der hæver, samt forebygge at ødemet bliver hårdt og fibrøst. Du kan læse mere om lymfødem og behandling af lymfødem her.
Hvis du har senfølger efter kræft i underlivet og har spørgsmål til hvordan vi kan hjælpe netop dig, så er du altid velkommen til at kontakte os eller booke en tid til konsultation.