Behandling af ar - hvorfor og hvordan?
Hos Vivo Fysioterapi går vi meget op i at behandle ar.
Mest af alt behandler vi ar efter en operation i forbindelse med kræft men vi behandler også andre ar. Læs mere herunder.
Arvæv - hvorfor er det vigtigt at behandle det?
I forbindelse med en operation danner kroppen ar også kaldet arvæv. Arvæv efter en operation kan give gener i form af stramhed, nedsat bevægelighed og smerter. Ar er et meget sejt og hårdt væv, som skal behandles både af en terapeut, dig selv og ved aktiv bevægelse. Det er aldrig for sent at arbejde med arvæv og man kan gøre meget selv. For at opnå et så smidigt arvæv som muligt, er det vigtigt at starte tidligt med at behandle det.
Ved en operation kan der også ske en påvirkning af nervevævet i området. Under en operation bliver nogle
nervebaner skåret over og dette kan forårsage smerter og/eller
følelsesløshed. Forskning viser, at det er vigtigt at få afhjulpet
nervesmerter indenfor 6 mdr. ellers kan smerterne blive kroniske.
Derudover kan man have områder der er følelsesløse efter operationen. Der kan gå lang tid før følelsen kommer tilbage, fordi det er en meget langsommelig proces for nervevæv at hele. Nogle vil opleve, at følesansen i et område aldrig bliver den samme igen.
Der kommer ar i forbindelse med en operation for kræft, strålebehandling og ar i forbindelse med andre operationer f. eks. efter en hofteoperation, operation for blindtarmsbetændelse, kejsersnit mm.
Hvordan behandler vi arvæv?
Vi behandler arvævet både med specialiserede teknikker med hænderne men så bruger vi også apparater som er enormt effektive til at blødgøre og løsne ar.
Et af vores apparater, hedder Deep Oscillation, som kan ses på billedet lige ovenfor.
Teknologien bygger på effekterne ved dannelse af et elektrostatisk felt i patientens væv. Deep Oscillation virker i selve vævet, da teknologien leverer en behagelig dybdevirkende effekt (8-12 cm) på alle vævskomponenter (hud, bindevæv, subkutant fedt, muskler, blod- og lymfekar.)
Behandlingen faciliterer transporten af næringsstoffer, affaldsstoffer, blodgennemstrømning og lymfedrænage. Deep Oscillation er meget skånsomt ved brug, da der ikke dannes varmeudvikling og samtidig er det ikke trykskadende på vævet.
Vores erfaring er, at Deep Oscillation i mange tilfælde, er en uundværlig del af vores behandling af arvævsproblematikker og stråleskader.