Lymfestrenge - hvad er det og hvad kan jeg gøre ved dem?

 

Vi får tit spørgsmål om lymfestrenge fra vores klienter og mange oplever, at der findes meget lidt information om netop dette. I dette indlæg vil du derfor blive klogere på lige præcis lymfestrenge.

Det er svært at finde præcise tal for hvor mange der udvikler lymfestrenge efter at man har fået fjernet lymfeknuder i armhulen, men nogle studier har vist, at over 70 % af dem der får fjernet alle lymfeknuderne i armhulen, udvikler lymfestrenge. Statistikken viser, at risikoen er større ved fjernelse af mange lymfeknuder, end hvis man kun har fået fjernet skildvagten. 

En lymfestreng kan beskrives som en tynd hård streng der ligger under huden og løber fra armhulen ud i selve armen, i brystet eller ned langs siden af overkroppen ned til taljen. Strengen kan føles som en tynd guitarstreng der ligger under huden.  

Lymfestrenge i armen kan begrænse evnen til at bevæge armen frit og kan hos mange være en del af det der gør at man f.eks ikke kan løfte armen helt eller strække armen helt ud.

Dette kan være et problem i dagligdagen eller hvis man f.eks skal i strålebehandling, hvor man skal kunne ligge med armen oppe over hovedet.

Lymfestrenge kan desuden være smertefulde og ømme, når man rører ved dem.

 

Hvorfor får man lymfestrenge?

Det er stadig uklart hvad der præcist er årsag til lymfestrenge og der er forskellige teorier. Derfor kan vi ikke komme med en præcis videnskabelig forklaring, men en forklaring der er baseret på hvad man mener er sandsynligt.

Når der bliver fjernet en eller flere lymfeknuder "bryder" man forbindelsen til lymfebanerne som hører til lymfeknuden. Lymfebaner kan sammenlignes med usynlige blodårer: fordi lymfevæsken er en klar væske og ikke rødt som blod, kan man ikke se dem med det blotte øje. 

Når denne forbindelse mellem lymfeknude og lymfebane bliver brudt, kommer der en forstyrrelse i lymfesystemet og man mener at kroppen derfor reagerer ved at der kommer inflammation og arvæv omkring lymfebanerne og den derfor kan blive til en hård fibrøs streng.

Nogle studier peger også på, at lymfebanen bliver "blokeret" og den væske der løber i lymfebanen ikke kan komme videre og derfor bliver hård.

Hvordan ved jeg om jeg har lymfestrenge?

  • Du kan opleve smerter som strækker sig ud i armen, ned langs siden eller ud i brystet, som typisk bliver tydelige når du løfter armen op eller ud til siden.

  • Du kan kigge i spejlet når du løfter armen og måske se nogle strenge der ligger under huden og hvis du mærker efter kan de føles som en tynd guitarstreng. Sammenlign med modsatte armhule.

  • Du kan måske se en tynd streng i albuebøjningen når du strækker armen, som ikke er tilstede på modsatte arm.

Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at skrive ved at besvare denne mail, ringe til os, eller booke en tid så vi kan undersøge om du har lymfestrenge.

 

Hvad kan jeg gøre ved det?

Heldigvis kan lymfestrenge, ligesom mange andre problematikker afhjælpes. Der er ingen klare retningslinjer for hvordan man behandler lymfestrenge og derfor kan man møde forskellige holdninger til dette.

Hos Vivo Fysioterapi har vi flere års erfaring med at behandle de problematikker der opstår efter en operation for brystkræft, herunder også lymfestrenge.

Hvis du har lymfestrenge er det vigtigt at du får den rette hjælp til at behandle dem, så du hurtigt kan få din funktion og bevægelighed tilbage, samt undgå smerter.

Målet med at behandle lymfestrengene er at gøre dem fleksible så de ikke generer dig i hverdagen. I en del tilfælde oplever man at lymfestrengen "knækker" og derefter giver en umiddelbar lettelse af generne. 

Noget af det man kan gøre for at afhjælpe lymfestrenge er:

  • Udstrækningsøvelser rettet mod lymfestrengene.

  • Manuel behandling hvor vi som fysioterapeuter går ind og arbejder med vores hænder direkte eller indirekte på lymfestrengene og gør dem mere fleksible eller evt. knækker dem.

  • Dynamiske øvelser der forbedrer bevægeligheden i strengene.

Det er vigtigt at få dine lymfestrenge behandlet, da en længere periode med indskrænket bevægelighed og smerter, kan føre til andre, mere permanente problematikker.

Erfaringsmæssigt kan vi se en vis sammenhæng mellem stor tendens til lymfestrengdannelse og udvikling af lymfødem. Derfor er det også vigtigt at holde ekstra øje med om du er ved at udvikle lymfødem, hvis du har mange lymfestrenge. Man ved ikke helt hvorfor der er denne sammenhæng, men det kan hænge sammen med at både lymfødem og lymfestrenge opstår hyppigere ved fjernelse af mange lymfeknuder. Dette er ikke ensbetydende med at alle med lymfestrenge får lymfødem.

 

 

Vivo Fysioterapi